Nyheder og aktiviteter - Rundvisning på Museumsgården i Keldbylille 11. maj 2024

Onsdag d. 1. maj 2024

Da vi i Festudvalget hørte at foreningens kasserer, Jesper Schou, var blevet frivillig rundviser på Museumsgården, spurgte vi ham om han ikke kunne tænke sig at lave en rundvisning for beboerforeningen. Det sagde han ja til, og rundvisningen finder sted:

 

Lørdag d. 11. maj kl. 14-16.

 

Museet er ikke åbent den dag, så vi har herlighederne for os selv.

 

Der skal betales almindelig entré til Museumsgården. 50,- kr. for voksne. Børn under 18 er gratis. Tilmelding sker ved at betale 50,- pr. voksen på Mobilepay til 5260PB. Skriv i bemærkningerne om I har børn med.

 

Beboerforeningen byder på øl og vand undervejs.

 

Vi har bedt Jesper om selv at sætte et par ord på hvad han vil fortælle om:

 

"Da Hans Hansen i 1964 efterlod sin gård som testamentarisk gave til Nationalmuseet, og museet sagde ja tak til gaven, handlede det om at gården på en række punkter stadig stod som den gjorde, da han overtog den i 1914. Hvor han i øvrigt overtog den fra sin onkel, som heller ikke havde ændret den ret meget i de 30 år han havde haft gården. På nogle punkter står gården endda stadig som den gjorde, da den blev opført i år 1800.

 

Det betyder bl.a. at der er tre køkkener – et fra år 1800, et fra ca. 1860-80, og et fra 1968, som blev indrettet til det forvalterpar, som skulle tage sig af det nyindrettede museum. Køkkenet fra slutningen af 1800-tallet er nok det mest interessante. Komfuret var en nyskabelse, det var nu nemt at tilberede flere retter samtidig, hvad det ikke havde været tidligere. Nogenlunde samtidig kom kødhakkemaskinen, som betød at paté ikke længere kun var noget som fandtes i herregårdskøkkener. Leverpostej og frikadeller blev hverdagskost. Det er her vi får den treenighed som kom til at dominere det danske køkken de næste små hundrede år: kød, sovs og kartofler. Der kommer også en forklaring på hvorfor blomkål og gulerødder tidligere skulle være så modbydeligt udkogte.

 

Jeg vil også fortælle om fjællevognen, den klassiske bondevogn med skrå sider på ladet. Det er, efter min mening, et genialt redskab. Den bliver brugt, stort set uændret, i mindst 600 år. Arkæologerne har rekonstrueret en vogn fra midten af 1300-tallet, som på de fleste punkter er mage til de vogne man endnu kan se i brug på fotos fra midten af 1960’erne. Siderne kunne pilles af, og den kunne i stedet bruges til at transportere tømmer. Siderne kunne erstattes med højt og let fletværk, når der skulle køres hø ind. Man kunne sætte sæder på, når turen gik til kirken. Grunden til at fjællevognen kunne holde så længe, det som var virkeligt genialt, var paraplyhjulet. Vejene den gang var ikke … ok … I stopper mig, når I ikke gider høre mere om fjællevogne.

 

Vi kan se hvordan tørv egentlig ser ud. Det osende fattigmansbrændsel man brugte, når der ikke var råd til rigtigt brænde.

 

Og vi skal selvfølgelig også høre lidt om Hans Hansen selv. Han deltog som gymnasiast ved Olympiaden i Stockholm i 1912, og det hævdes at et af ansættelseskriterierne for at blive karl på gården var at man var atletisk nok til at man kunne stå på hænder. Han forblev ugift hele livet, og et af hans mere mindeværdige udsagn er at ”kvindfolk og troldfolk holder jeg mig fra livet”. Arbejdsdelingen mellem kønnene var den gang så klar, at der blev ansat husbestyrerinder til at tage sig af køkkenet. Men overordnet var det en mandeverden. I 1964 var der hverken indlagt elektricitet eller rindende vand i køkkenet.

 

Til gengæld var han en af de første på Møn til at anskaffe en traktor, en Fordson som blev købt i midten af 1920’erne. Den kan stadig køre. Og han var en af de første til at installere et automatisk malkeanlæg. Da anlægget blev installeret blev der indlagt elektricitet i stalden. Men det var stadig ikke en anledning til at trække en ledning over til stuehuset.

 

Hans Hansens have gik der afsagn om i hans samtid. Her kommer jeg til at spise jer af med et par overordnede bemærkninger. Det kan måske blive emnet for en kommende rundvisning, med en rundviser som ved noget om haven.

 

Teknisk set er museumsgården ikke længere et museum. Det har for deltagende børn den glade betydning, at der ikke er et eneste ”genstandene må ikke berøres”-skilt. Man må føle, løfte og vende genstandene alt det man lyster. Man er velkommen til at mærke på alt. Den eneste gang jeg selv har været nødt til at sætte foden ned var, da en 10-11 årig dreng begyndte at splitte spinderokken ad i enkeltdele, for at se hvordan den var sat sammen. Hvis man forudsætter et almindeligt forældreopsyn må poderne gribe fat i alt, også med risiko for at noget kan gå i stykker. Genstandene på Museumsgården er almindelige brugsgenstande. Vi ved nogenlunde hvilke møbler der stod på gården i Hans Hansen tid, men når det kommer til husgeråd og redskaber ved vi ikke om de stammer fra hans tid, eller om det er en senere gave. Museumsgården skal fortælle om ”livet på landet i gamle dage”, og det er meget få af de udstillede ting som ikke kan erstattes med en som er magen til. Gården er enestående, det er redskaberne ikke.

 

Mindre børnevenligt er, at jeg også vil fortælle lidt om Museumsgården som museum. Fra den grandiose åbning i 1968, hvor der var råd til at ansætte et forpagterpar, til situationen i dag, hvor de sidste bidrag til driften er ved at falde bort. Det er Møns eneste bud på et frilandsmuseum. Vi har et problem med at holde gården åben så mange dage som vi gerne ville, hen over sommeren. Måske kan kan et par af jer lokkes til at tage en vagt eller to ”i døren”, hvis ikke i år, så næste år?

 

Men, rolig. Det er en fodnote til rundvisningen. Det jeg glæder mig mest til at fortælle er, hvorfor min bedstemor skamkogte gulerødderne, og hvorfor paraplyhjulet er en urimeligt overset opfindelse"

 

/Jesper