Nyheder og aktiviteter - Rundvisning i Keldby Kirke 25. maj 2026

Fredag d. 1. maj 2026

Invitation til rundvisning i Keldby kirke 25. Maj

 

Det er med glæde at vi i De Søndre Byers Beboerforening nu får mulighed for en spændende rundvisning i Keldby kirke med Jesper Schou:

 

Rundvisningen starter pinsemorgen mandag d. 25 maj kl 10 og vi mødes foran Keldby kirke

 

Jesper har som optakt til rundvisningen skrevet en appetizer: 

 

“Keldby kirke er en perle. Som det beslutsomt siges i samleværket ”Danske Kalkmalerier”: ”Keldby kirke på Møn hører til de mest interessante i landet, hvad vægmalerier angår”. En af de ting som gør Keldby kirke helt speciel er, at vi i dag kan se adskillige ”generationer” af kalkmalerier samtidig. Der er på væggene kalkmalerier fra ca. 1275, fra ca. 1325, fra ca. 1400 – og i loftet er der kalkmalerier fra begyndelsen af 1500-tallet. Udført af Elmelundemesteren, som ellers er mest kendt for udsmykningen af Fanefjord kirke.

 

De mennesker,som sad i kirken den gang kalkmalerierne var nymalede, har aldrig kunnet se det, som vi ser i dag. Når der kom nye malerier, blev de gamle malet over. Det er sjældent at det er lykkedes for konservatorerne at få så mange historiske lag gjort synlige samtidig, som det er lykkedes i Keldby.

 

Jeg vil fortælle lidt om hvad kalkmalerierne fortæller om de skiftende opfattelser af hvad kristendommen handlede om, og af hvilken rolle kirken spillede, eller burde spille, hvis man spurgte dem, der betalte for malerierne. Jeg vil også fortælle lidt om hvordan vi, endnu i dag, i selve bygningen kan følge de skiftende modebølger i kirkebyggeriet i århundredernes løb.”

 

Af hensyn til planlægningen af besøget er tilmelding inden fremmødet nødvendig på sms til Christine Kau på tlf nr 51921963; derudover kræves ingen anden forberedelse. Så kom som I er med nysgerrighed, udslåede ører og øjne på stilke.

 

Med venlig hilsen 

Festudvalget (De Søndre Byer)