Orientering om spildevand - September 2024: Noter fra orienteringsmødet om kloakering af De Søndre Byer

Mandag d. 30. september 2024

Noter fra orienteringsmødet om kloakering af De Søndre Byer

 

Dagsorden


1) Velkommen


2) Orientering om de seneste beslutninger og planer fra kommunen og forsyningen
• Thomas Nielsen
• Jørn Rasmussen, Fair Spildevand
• Mogens Bengtsson


3) Interessetilkendegivelse om, hvorvidt bestyrelsen skal påtage sig opgaver i forbindelse med kloakeringssagen


4) Orientering om kommende aktiviteter i De Søndre Byers beboerforening

 

Ad 1 Velkommen
Formand Sune Borregaard bød velkommen til mødet og ridsede kort dagsordenen op, inden han gav ordet til den første taler, Thomas Nielsen.

 

Ad 2 Orientering
Thomas ridsede kort det forløb op, som foreningen Naturbaserede Spildevandsløsninger Omkring Stege Nor har haft med Vordingborg Kommune og Vordingborg forsyning. Bla. fortalte Thomas, at alle stikvejene er taget ud af kloakoplandet fordi det ville blive alt for dyrt at kloakere disse lange strækninger med få husstande. Igangsætning af gravearbejdet forventes tidligst påbegyndt medio 2025.
Thomas orienterede også om, at tilslutningsprisen er steget fra de ca. 45.000 kr. per husstand til ca. 65.000 kr. Hertil skal lægges udgifter til arbejdet på egen grund, dvs. udgifter til rørføring, brønde mv. til både spildevand og regnvand, som skal separeres fra spildevandet. En udgift per husstand, der samlet set hurtigt kan løbe op i 100.000 kr.

Dernæst fik Jørn Rasmussen fra den landsdækkende forening Fair Spildevand ordet, og orienterede om hjemmelsgrundlaget for at udstede påbud om spildevandsrensning.

Jørn fortalte, at et sådant hviler på EU’s vandrammedirektiv, og skal bero på konkrete fysiske målinger af de omkringliggende vandområder/vandløbs økologiske tilstand og, hvorvidt det kan påvises, at en eventuel dårlig økologisk tilstand skyldes udledning af spildevand fra f.eks. husstande i området. Hvis der ikke er gennemført denne form for målinger, er der i princippet ikke hjemmel til at udstede påbud om rensning af spildevand.

Ovennævnte hjemmelsgrundlag gælder dog ikke i kloakoplande, da disse er udpeget politisk, hvorefter der kan udstedes påbud om tilslutning til kloakeringen.

Hvis en husstand ikke er en del af kloakoplandet, bør man altså være opmærksom på om et evt. påbud om rensning af spildevand hviler på de ovennævnte principper og konkrete målinger. Hvis ikke dette grundlag er på plads, har kommunen ikke hjemmel til at udstede påbud.

Jørn refererede tal fra Aalborg Universitet, der løbende har målt vandkvaliteten i Stege Nor. Tallene indikerer, at fosforniveauet i Noret er omtrent på niveau med de godkendte værdier og at kvælstofniveauet er ca. halvt så højt som kravene til mængden af kvælstof i drikkevand (bestyrelsen har ikke ekspertise til at vurdere disse tal, som blot blev refereret på mødet).

Man kan derfor diskutere proportionaliteten i at bruge mere end 50 mio. kr. på spildevandskloakering af De Søndre Byer samt op til 100.000 kr. per husstand, hvis vandkvaliteten i Noret ikke er tilstrækkelig dårlig, og betydningen af spildevand fra husstandene omkring Noret er så lille som de 3 %, der tidligere er blevet nævnt fra miljøvurderingsrapporter.
Kommunen estimerede indledningsvist i projektet, at kloakeringen ville koste hvad der svarer til 125.000 kr. per husstand (ekskl. tilslutningsafgift) og at dette ville være inden for en rimelig proportion ift. effekten ved kloakering. Den seneste udvikling i projektet indikerer dog en pris per husstand på op mod 700.000 kr., og proportionaliteten ift. den forventede effekt er således udfordret.

Dertil er miljøvurderingen af kloakeringsplanen er senest blevet underkendt af tilsynsmyndighederne, men kommunen og Vordingborg Forsyning fortsætter med projektet desuagtet.

Dernæst fik Mogens Bengtsson ordet. Mogens har bl.a. i kraft af sin tidligere rolle som formand i Beboerforeningen De Søndre Byer, været engageret i kloakeringssagen de seneste mange år.

Mogens fremførte, at den bedste vej frem, hvis man vil standse kommunens kloakeringsplaner, er at påpege det fuldstændigt uproportionelle i projektet, og samtidig kræve, at kommunen i det mindste udskyder videre beslutninger og igangsætning til der forligger en helhedsplan for området jf. kravene i den Grønne Trepart.
Her er nemlig stillet krav om at alle kommuner inden udgangen af 2025 har udarbejdet en helhedsplan for byer, husstande og landbrug, der skal vise, hvordan man vil leve op til målene i den grønne trepart, herunder EU’s vandrammedirektiv.

Mogens foreslår, at Beboerforeningen formulerer og fremsender et brev med dette indhold til kommunen og dertil kræver at foreningen får sæde i de grupper, der skal diskutere og sammensætte helhedsplanen.

 

Ad 3 Interessetilkendegivelse
Efter de tre oplægsholderes orienteringer, spurgte formanden, om der var interesse fra foreningens medlemmer til at bestyrelsen påtog sig arbejdet med at forsøge at påvirke kommunen i sagen. De fremmødte (ca. 50) rakte med ganske få undtagelse hånden i vejret for at tilkendegive opbakning hertil.
Det blev derfor besluttet, at bestyrelsen vil sætte sig sammen for i første omgang at formulere et brev til kommunen med ovennævnte indhold, dernæst undersøge og forfølge yderligere tiltag for at bremse kloakeringen af de Søndre Byer.

 

Ad 4 Orientering om kommende arrangementer i De Søndre Byers Beboerforening
Sune orienterede om følgende kommende arrangementer:

• Stormflodsfortællinger i Oddermose 31.8 kl. 14
• Primo oktober: Plantebyttedag hos Sine og Till. Dato tilgår senere
• Fællesspisning er planlagt til en gang i efteråret. Dato tilgår senere.
o Arbejdsgruppen er siden sidst blevet reduceret til 2 personer, så en tredje efterlyses – tag meget gerne kontakt til Hanne på hsv@dansehallerne.dk
• Der planlægges ingen fælles æblepressedag, da tilslutningen sidste år var for lav. Men udstyret findes stadig og kan som vanligt lånes

 

Mødet sluttede kl. 20.50.