Generalforsamlinger - referater - Referat af generalforsamlingen 7. oktober 2022

Fredag d. 11. november 2022

Generalforsamling, De søndre Byers Beboerforening 7.10.22

 


Ordstyrer: Mogens Bengtsson.
Referent: Poul Erik Munk Nielsen

 

 

 

Formandens beretning:

 

Thorsten Holst konstaterede, at det havde været et stille år i foreningen, men et begivenhedsrigt for området med projektet om Feriecenter Hjelm Bugt, der ikke blev gennemført.
Et nyhedsbrev om lokalhistorie for området er blevet udarbejdet. Det kan ses på foreningens hjemmeside.
Der har været to succesfulde havearrangementer, hvor beboerne mødtes med hinanden. På et af møderne blev kloakplanen drøftet, og Anders Andersen fra kommunalbestyrelsens Klima- og Teknikudvalg deltog i en længere diskussion herom.
Det forventes at der gennemføres flere havearrangementer i det kommende år. Æblepresning har stor interesse for beboerne, og et arrangement blev afholdt i okt. 22.
En hjertestarter er opsat i Tøvelde Forsamlingshus, og et kursus i betjening er planlagt.
Kommunens kloakeringsplan har længe ligget stille, men nu bliver planen gennemført fra foråret 2023, hvis der ikke er 70% opbakning blandt beboerne til en alternativ løsning.
Thomas Nielsen har undersøgt muligheden for pilerensning. Der har været en del forvirring om kontingentforhøjelse fra 50 til 100 kr. idet bestyrelsens forslag kun kunne gennemføres på en generalforsamling.
På grund af andre krævende aktiviteter stiller Thorsten ikke op til genvalg.

 

Regnskab:
Jens Ole Paarup fremlagde foreningens regnskab, som nedenstående på næstfølgende side.

 Regnskab

Regnskabet godkendt

 

 

Indkomne forslag

 

Kontingentet forhøjes fra næste sæson til 100 kr. pr. husstand for at foreningen kan få et lidt større råderum og der evt. kan investeres i en ny æblepresse.

 

Mogens Bengtsson kom med en status for kommunens kloakplan. Det er besluttet at der skal gennemføres kloakering i De søndre Byer for samtlige husstande. Et orienteringsbrev om forløbet kommer til beboerne fra kommunen i foråret 23. Det forventes at tilslutningsafgiften pr. husstand vil være på min. 40.000 kr. Hertil kommer hver husstands udgift til rørføring fra ejendommen til kommunens kloakstuds på måske 15.000 kr. pr. husstand. Beboerne skal tilslutte sig kloakken senest 6 måneder efter etableringen. Dertil kommer en spildevandsafgift på 45 kr. pr. m3.
Thomas Nielsen har lavet en alternativ plan for pilerensning af hele området. Etableringsomkostningerne vil være højere, men de langsigtede omkostninger betydeligt lavere end ved et kommunalt anlæg.
Mens de ca. 100 husstande i området udleder ca. 3%, udleder landbruget langt, langt større mængder. Et samarbejde med landbruget om en samlet, alternativ plan for hele området er strandet.
Hvis planen for pilerensning skal gennemføres, kræver det at lodsejere i hver af landsbyerne er villige til at stille jord til rådighed for projektet i form af leje eller salg; at der etableres spildevandslaug, og at mindst 70% af husstandene går ind for projektet. Pilerensningsprojektet er under tidspres, da planen skal være udarbejdet senest i foråret 23, inden kommunen iværksætter sin plan.
Skolen for Livet i Lendemarke har et fungerende pilerensningsanlæg der kan besigtiges, ligesom anlæg er gennemført i landsbyerne Store Lind og Rødding.
Generalforsamlingen vedtog at støtte muligheden for undersøgelse af pilerensning som alternativ til kommunens plan, med nedsættelse af et arbejdsudvalg med repræsentanter fra landsbyerne. Thomas Nielsen blev valgt som beboerforeningens koordinator af aktiviteterne. For dette forslag stemte 15 af de fremmødte, 1 undlod at stemme, 1 imod.

 

Pilerensningsudvalget består herefter af:
Jan Holm
Till Junkel
Hans Jørgen Føns Jørgensen
Thomas Nielsen

 

 

Valg til bestyrelsen

 

Thorsten Holst var på valg og ønskede ikke genvalg. Thomas Nielsen blev valgt.
Eva Jensen og Birger Jacobsen blev genvalgt.
Jens Ole Paarup ønskede at træde ud af bestyrelsen et år før valg. Mette Jensen blev valgt for det år.
Tom Axelsen blev nyvalgt som suppleant.

 

Bestyrelsen består herefter af:

 

Thomas Nielsen
Mette Jensen
Jesper Schou
Eva Jensen
Birger Jacobsen

 

Suppleanter:
Ejvind Jørgensen
Tom Axelsen